Våbenhuset

Våbenhuset

Her står 1 jernbunden pengeblok -  den er fra 1600'erne. I 2 hjørner er der 2 træfigurer: en kvinde med anker og due, symbol på håbet, og en kvinde med en bog; der mangler formentlig et kors, således at figuren skal være et symbol på troen. På vestvæggen et alterklæde med Frederik den 4.'s spejlmonogram og indskriften: "Dominus mihi adiutor" (Herren er min hjælper) samt elefantordenens tegn og årstallet 1719. Det er delvis fornyet, men med gammelt midtstykke og var indtil 1767 i Nykøbing Slotskirke. På sydvæggen er opsat topstykket af et korgitter, skåret af Jørgen Ringnis 1638, med prins Christians og Magdalena Sibyllas våbenskjolde. På nordvæggen et portræt af A. G. Kemp, stiftsprovst 1905-17. På østvæggen en præstetavle fra 1978, for størstedelens vedkommende skåret af Franzmann Aster.